Bokmålsordboka
fenge 2
verb
infinitive | present | past | present perfect | imperative |
---|---|---|---|---|
å fenge | fenger | fenga | har fenga | feng! |
fenget | har fenget | |||
fengte | har fengt |
perfect participle | present participle | |||
---|---|---|---|---|
masculine / feminine | neuter | definite form | plural | |
fenga + noun | fenga + noun | den/det fenga + noun | fenga + noun | fengende |
fenget + noun | fenget + noun | den/det fengede + noun | fengede + noun | |
den/det fengete + noun | fengete + noun | |||
fengt + noun | fengt + noun | den/det fengte + noun | fengte + noun |
Etymology
fra lavtysk; beslektet med fange (3Senses and Example Sentences
- ta fyr, fate
Example
- kruttet ville ikke fenge
- i overført betydning: vekke interesse, slå an
Example
- finne et slagord som fenger