Nynorskordboka
gjenge 1
substantiv inkjekjønn
eintal | fleirtal | ||
---|---|---|---|
ubunden form | bunden form | ubunden form | bunden form |
eit gjenge | gjenget | gjenge | gjenga |
Opphav
norrønt gengi ‘følgje, hjelp’Tyding og bruk
- spiralforma spor, rille på skrue, mutter, røyr og liknande;
- spor eller rom som ein mekanisme går (rundt) i, til dømes for nøkkel i ein lås, for aksling i eit lager, for hengsle på dør