Nynorskordboka
vranglære, ranglære
substantiv hokjønn
| eintal | fleirtal | ||
|---|---|---|---|
| ubunden form | bunden form | ubunden form | bunden form |
| ei ranglære | ranglæra | ranglærer | ranglærene |
| ei vranglære | vranglæra | vranglærer | vranglærene |
Tyding og bruk
- lære (1, 3) som strir mot ei offisiell religiøs truslære
- synsmåte som bryt med hevdvunne meiningar