Nynorskordboka
meinig
adjektiv
| eintal | fleirtal | ||
|---|---|---|---|
| hankjønn / hokjønn | inkjekjønn | bunden form | |
| meinig | meinig | meinige | meinige |
| gradbøying | ||
|---|---|---|
| komparativ | superlativ ubunden form | superlativ bunden form |
| meinigare | meinigast | meinigaste |
Opphav
av lågtysk mene ‘allmenn, sams’Tyding og bruk
- som høyrer til det jamne folket;som ikkje høyrer til leiar- eller toppsjiktet;vanleg;jamfør meinigmann
Døme
- den meinige mannen;
- meinige partimedlemer
- i militæret: som ikkje har befalsgrad
Døme
- ein meinig soldat
- brukt som substantiv
- offiserar og meinige
Faste uttrykk
- leiande meiniggrad (1, 2) i Forsvaret som blir gjeven til vernepliktige som tek på seg ekstra ansvar, til dømes som lagførar