Nynorskordboka
duge
duga
verb
| infinitiv | presens | preteritum | presens perfektum | imperativ |
|---|---|---|---|---|
| å dugaå duge | duger | dugde | har dugd | dug! |
| har dugt |
| perfektum partisipp | presens partisipp | |||
|---|---|---|---|---|
| hankjønn / hokjønn | inkjekjønn | bunden form | fleirtal | |
| dugd + substantiv | dugd + substantiv | den/det dugde + substantiv | dugde + substantiv | dugande |
| dugt + substantiv | ||||
Opphav
norrønt duga; samanheng med dyd og dyktigTyding og bruk
- vere dugande (2)
Døme
- dette duger ikkje stort
- treet duger ikkje til vyrke
- vere flink eller sterk nok, vere før (1, 1)
Døme
- duge til jobben
- greie (3, 2), kunne
Døme
- han dugde ikkje teie lenger