Nynorskordboka
slengje, slenge 2
slengja, slenga
verb
| infinitiv | presens | preteritum | presens perfektum | imperativ |
|---|---|---|---|---|
| å slengaå slenge | slenger | slengde | har slengt | sleng! |
| å slengjaå slengje | slengjer |
| perfektum partisipp | presens partisipp | |||
|---|---|---|---|---|
| hankjønn / hokjønn | inkjekjønn | bunden form | fleirtal | |
| slengd + substantiv | slengt + substantiv | den/det slengde + substantiv | slengde + substantiv | slengande |
| slengjande | ||||
Opphav
norrønt sløngva, kanskje med innverknad frå lågtysk slengen; opphavleg av slenge (1Tyding og bruk
- hive på ein kraftfull eller uvyrden måte;
Døme
- han slengde jakka frå seg;
- dei går og slengjer med armane;
- ho slengjer seg ned i nærmaste stol;
- keeperen slengde seg etter ballen;
- guten slengde seg om halsen til mora;
- han slengde seg frå grein til grein
- sende (på slump)
Døme
- slengje i veg eit skot
Faste uttrykk
- slengje dritsnakke fornærmande eller nedsetjande
- dei sit berre og slengjer drit;
- dei slengde drit til læraren;
- ingen skal få slengje drit om far min!
- slengje seg medtilfeldig følgje med andre
- kan eg slengje meg med på turen?